SÅ ER SAHARA RACE 2012 GENNEMFØRT!
Efter en lang rejse ankom jeg onsdag d.24/10 til Cairo - i regnvejr! Vi havde valgt at ta' afsted nogle dage før vi skulle i gang, så vi kunne vænne os til varmen, så regnvejr var ikke ikke lige det jeg havde planlagt.
Hotellet i Cairo var super lækkert og jeg faldt hurtigt i søvn og sov som en lille baby lige indtil Patrick kom brasende ind på værelset kl.3 om natten. Tid til en øl!
Torsdag fik vi styr på alt grejet og efter en tur på løbebåndet var det tid til varmetræning.
I takt med at der stille og roligt kom flere og flere løbere til hotellet kom der også flere og flere sommerfugle i maven. Det virkede som om der var rigtig mange deltagere der var i rigtig god form.
 |
| Varmetræning! |
Vi faldt hurtigt i snak med flere af de andre og sjovt nok var det første man spurgte hinanden om, hvor tung de ens rygsække var. Jeg tror alle havde brugt rigtig meget tid på at overveje nøje hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med, så det var vist en hurtigt måde at se om man havde skudt helt ved siden af.
Pre-race
Lørdag mødtes vi alle sammen til briefing og der efter skulle alt grejet kontrolleres så Racing the Planet kunne sikre sig at vi havde alt det obligatoriske grej med. Når jeg kigger i bakspejlet må jeg sige at den tid vi har brugt på research og test af grej har givet pote. Der er kun ganske få ting jeg ville ændre hvis jeg skulle afsted til Sahara igen, bla. ville jeg tage en lille foldbar kop og noget mere fodpleje med. Jeg havde faktisk foræret Patrick en kop-folde, men valgte i sidste øjeblik ikke selv at tage min med. Jeg brugte i stedet bunden af de drikkeflasker vi fik udleveret og det fungerede også ok. Det ville bare have været en af de der små luksus ting som ikke rigtig vejer noget. Nå, men den kommer med næste gang!
Efter grejtjek blev vi alle samme kørt ud til den første lejr og det virkede helt urealistisk da Patrick og jeg gik ned mod lejeren hvor startflaget var sat op. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har googlet Sahara Race, men nu var det virkeligt!
Den nat var der vist ikke særligt mange i lejeren der sov tungt, lige på nær nogle koreanske gutter som snorkede sindsygt meget.
Etape 1
Klokken 04:30 vågnede den første i vores telt og stille og roligt stod vi alle sammen op. Morgenmaden stod på energi/müsli bar og det fungerede fint hele ugen. To en halv time efter gik starten på første etape (37 km) og vi begav os afsted med den første sand dune.
Sand dunes kan bedst beskrives som bjerge af sukker og de er rigtig hårde at komme over, men terrænet den første dag var generelt mildt i forhold til det der ventede os! Dog var den sidste del af ruten rigtig hård med nogle store sand dunes og her var det også blevet rigtig varmt.
Varmen var et stort problem for mange og der var blandt andet en amerikaner fra vores telt som kæmpede meget med varmen. Der var ingen tvivl om at han var en hurtigere løber end jeg, men de 40-45 graders varme vi havde hver dag gav ham store vanskeligheder og da jeg af én eller anden årsag ikke havde så store problemer med varmen, så blev mine tider generelt bedre. Lige præcis det at ultraløb ikke kun handler om at kunne løbe hurtigt, men også handler om at disponerer sine kræfter, have styr på udstyret osv. er noget af det som jeg rigtig godt kan li' ved sporten.
Når nu vi er ved udstyret og varmen, så må jeg sige at min langærmede cool t-shirt fra Craft fungerede fantastisk! Den kølende effekt virkede perfekt når det var super varmt og tørt med bare en lille smule vind.
Da vi kom i mål kunne jeg godt mærke at mine fødder var lidt hævet og ømme, men da jeg hev sokkerne af fik jeg lidt af en overraskelse. Huden på min højre lille tå var stort skrællet af og det ligenede noget fra en gyser film! Normalt vil jeg helt lade huden side, men her blev jeg nødt til at skære det løse hud af. Jeg havde heldigvis i sidste øjeblik valgt at tage en antiseptisk creme med og den kom nu til sin ret. Vabler kan man sagtens løbe videre på, men går der infektion i skidtet, så er man ude af løbet!
Patrick have også problemer med stortåen og han måtte få boret et hul i neglen og få vablen drænet. Vi var begge hysterisk patentlige med hygiejnen hele ugen, for varme og bakterier er en farlig cocktail. Det ville simpelthen være død ærgerligt at udgå fordi man ikke have taget hygiejnen seriøst nok.
Etape 2
Den nat var der vist ikke særligt mange i lejeren der sov tungt, lige på nær nogle koreanske gutter som snorkede sindsygt meget.
 |
| Lejeren |
Etape 1
Klokken 04:30 vågnede den første i vores telt og stille og roligt stod vi alle sammen op. Morgenmaden stod på energi/müsli bar og det fungerede fint hele ugen. To en halv time efter gik starten på første etape (37 km) og vi begav os afsted med den første sand dune.
Sand dunes kan bedst beskrives som bjerge af sukker og de er rigtig hårde at komme over, men terrænet den første dag var generelt mildt i forhold til det der ventede os! Dog var den sidste del af ruten rigtig hård med nogle store sand dunes og her var det også blevet rigtig varmt.
Varmen var et stort problem for mange og der var blandt andet en amerikaner fra vores telt som kæmpede meget med varmen. Der var ingen tvivl om at han var en hurtigere løber end jeg, men de 40-45 graders varme vi havde hver dag gav ham store vanskeligheder og da jeg af én eller anden årsag ikke havde så store problemer med varmen, så blev mine tider generelt bedre. Lige præcis det at ultraløb ikke kun handler om at kunne løbe hurtigt, men også handler om at disponerer sine kræfter, have styr på udstyret osv. er noget af det som jeg rigtig godt kan li' ved sporten.
 |
| Afsted! |
Når nu vi er ved udstyret og varmen, så må jeg sige at min langærmede cool t-shirt fra Craft fungerede fantastisk! Den kølende effekt virkede perfekt når det var super varmt og tørt med bare en lille smule vind.
Da vi kom i mål kunne jeg godt mærke at mine fødder var lidt hævet og ømme, men da jeg hev sokkerne af fik jeg lidt af en overraskelse. Huden på min højre lille tå var stort skrællet af og det ligenede noget fra en gyser film! Normalt vil jeg helt lade huden side, men her blev jeg nødt til at skære det løse hud af. Jeg havde heldigvis i sidste øjeblik valgt at tage en antiseptisk creme med og den kom nu til sin ret. Vabler kan man sagtens løbe videre på, men går der infektion i skidtet, så er man ude af løbet!
Patrick have også problemer med stortåen og han måtte få boret et hul i neglen og få vablen drænet. Vi var begge hysterisk patentlige med hygiejnen hele ugen, for varme og bakterier er en farlig cocktail. Det ville simpelthen være død ærgerligt at udgå fordi man ikke have taget hygiejnen seriøst nok.
 |
| I mål efter 1. etape! |
Etape 2
Dag 2 stod på 41 km gennem et lidt hårdere terræn end dag 1 og igen blev det rigtig varmt. Både Patrick og jeg var blevet meget overrasket over vores placeringer dag 1 (Patrick kom ind som nr. 12 og jeg som nr. 34), så jeg kunne mærke at konkurrencegenet var blevet tændt. Jeg blev dog ved med at huske mig selv på ikke at gi' den for meget gas for der var jo rigtig mange kilometer tilbage. Om jeg kunne have presset mere på de 4 første dage ved jeg ikke, men jeg valgte i hvert fald at lytte efter min krop og min fornuftigt og holdte et fornuftigt tempo.
Gennem hele ugen mødte jeg en masse mennesker fra hele verdenen og dag 2 fulgtes jeg det meste af vejen med Kevin, en Australisk pilot med base i Hong Kong. Jeg holdt et meget konstant niveau de første fire dage og derfor var det meget de samme mennesker jeg mødte på ruten. Der var under hele turen en super fed stemning mellem alle deltagerne og selv om det var et løb, så talte alle med alle om alt muligt.
Jeg kunne godt mærke at mine tær var ømme og jeg frygtede at jeg havde fået flere vabler. Og ganske rigtigt! Da jeg kom i mål kunne jeg konstaterer at jeg havde fået nogle små vabler på nogle af tæerne og det irreterede mig lidt da jeg aldrig får vabler på tæerne. Nu er det ikke det værste sted at få vabler og selv om det gør lidt ondt, så kan man sagtens mose der ud ad, men hverken Patrick og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor vi fik vabler der. Var det skoene, sandet, varmen? Skoene havde både Patrick og jeg løbet mange kilometer i og jeg havde også trænet i dem Bulgarien, så hvad der helt nøjagtigt var årsagen fandt vi aldrig helt ud af. I løbet af ugen fandt både Patrick og jeg dog frem til hver vores løsninger så vi ikke fik flere vabler, så konklusionen må simpelthen være at hvis man helt vil undgå vabler, så skal man træne under de samme vilkår som det man skal løbe i, dvs. samme terræn, varme, distance osv.
Etape 3
I følge briefingen ville dag 3 være etapen med det hårdeste terræn og det viste sig også at være helt rigtigt. 42 km med masser af sand dunes og massiv varme med kun meget lidt vind gjorde det til en rigtig hård dag i terrænet. Jeg havde besluttet mig for at løbe i starten og så snart terrænet blev for vanskeligt ville jeg begynde at gå i stedet for, men til gengæld holde i højt pace.
Der var rigtig mange store sanddunes med rigtig blød sand og mange gange følte jeg mig meget alene i ørkenen - fed følelse! På et tidspunkt kom vi ud på en kæmpe slette hvor der absolut ikke var nogen vind og til gengæld var der skruet helt op for varmen. Jeg fulgtes med Anderson fra Brasilien som kæmpede rigtig meget med varmen. Jeg havde fulgtes med ham nogle gange tidligere på ugen og kunne godt smutte fra ham, men han var absolut ikke på toppen og jeg besluttede derfor at blive hos ham frem til næste checkpoint. Lige inden vi nåede checkpointet skulle vi op ad en lang sej stigning hvor jeg følte at vi blev stegt levende! Ved checkpointet fortsatte jeg hurtigt videre mens Anderson tog sig et fortjent hvil. Dagen efter kom han over takkede mig for hjælpen for han havde virkelig været i tvivl om løbet ville slutte for ham lige der.
Om aftenen var Patrick ovre i lægeteltet og da han kom tilbage så han helt chokeret ud. Det havde været den rene krigszone! Folk lå bevidstløse med drop og på et tidspunkt var der kommet en koreansk løber ind med blod i hele hovedet. Han var faldet på en nedstigning og havde flækket læben.
Selv om vi grinede lidt af hele situationen, så var der ingen tvivl om at det har var noget der skulle tages alvorligt!
Etape 4
Dag 4 skulle vi kun løbe 38 km og terrænet burde være en del lettere end dagen før. Det lyder mærkeligt at sige at vi kun skulle løbe 38 km, men det var sådan vi havde det og både Patrick og jeg havde gode ben. De tre første dage var jeg kommet ind som nr. 34, 34 og 30, hvilket betød at jeg var i lejeren omkring kl.13-14. Så snart jeg kom ind drak jeg en protein-shake for at optimere restitutionen og der efter var det i gang med at ordne fødder og gøre rygsækken klar til dagen efter. Når det var klaret lå jeg for det meste bare i teltet og slappede af indtil vi skulle spise aftensmad.
De deltagere som kom sidst ind, kom typisk ind kl.18-19 hvor det var mørkt og vi andre så småt var begyndt at gå i seng. Så selv om man normalt ser op til de hurtigste, så havde jeg også stor respekt for de langsomste. De var længst tid ude i den stegende varme og de havde mindst tid til at restituere.
Gennem hele ugen mødte jeg en masse mennesker fra hele verdenen og dag 2 fulgtes jeg det meste af vejen med Kevin, en Australisk pilot med base i Hong Kong. Jeg holdt et meget konstant niveau de første fire dage og derfor var det meget de samme mennesker jeg mødte på ruten. Der var under hele turen en super fed stemning mellem alle deltagerne og selv om det var et løb, så talte alle med alle om alt muligt.
Jeg kunne godt mærke at mine tær var ømme og jeg frygtede at jeg havde fået flere vabler. Og ganske rigtigt! Da jeg kom i mål kunne jeg konstaterer at jeg havde fået nogle små vabler på nogle af tæerne og det irreterede mig lidt da jeg aldrig får vabler på tæerne. Nu er det ikke det værste sted at få vabler og selv om det gør lidt ondt, så kan man sagtens mose der ud ad, men hverken Patrick og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor vi fik vabler der. Var det skoene, sandet, varmen? Skoene havde både Patrick og jeg løbet mange kilometer i og jeg havde også trænet i dem Bulgarien, så hvad der helt nøjagtigt var årsagen fandt vi aldrig helt ud af. I løbet af ugen fandt både Patrick og jeg dog frem til hver vores løsninger så vi ikke fik flere vabler, så konklusionen må simpelthen være at hvis man helt vil undgå vabler, så skal man træne under de samme vilkår som det man skal løbe i, dvs. samme terræn, varme, distance osv.
 |
| Morgenmad! |
Etape 3
I følge briefingen ville dag 3 være etapen med det hårdeste terræn og det viste sig også at være helt rigtigt. 42 km med masser af sand dunes og massiv varme med kun meget lidt vind gjorde det til en rigtig hård dag i terrænet. Jeg havde besluttet mig for at løbe i starten og så snart terrænet blev for vanskeligt ville jeg begynde at gå i stedet for, men til gengæld holde i højt pace.
Der var rigtig mange store sanddunes med rigtig blød sand og mange gange følte jeg mig meget alene i ørkenen - fed følelse! På et tidspunkt kom vi ud på en kæmpe slette hvor der absolut ikke var nogen vind og til gengæld var der skruet helt op for varmen. Jeg fulgtes med Anderson fra Brasilien som kæmpede rigtig meget med varmen. Jeg havde fulgtes med ham nogle gange tidligere på ugen og kunne godt smutte fra ham, men han var absolut ikke på toppen og jeg besluttede derfor at blive hos ham frem til næste checkpoint. Lige inden vi nåede checkpointet skulle vi op ad en lang sej stigning hvor jeg følte at vi blev stegt levende! Ved checkpointet fortsatte jeg hurtigt videre mens Anderson tog sig et fortjent hvil. Dagen efter kom han over takkede mig for hjælpen for han havde virkelig været i tvivl om løbet ville slutte for ham lige der.
Om aftenen var Patrick ovre i lægeteltet og da han kom tilbage så han helt chokeret ud. Det havde været den rene krigszone! Folk lå bevidstløse med drop og på et tidspunkt var der kommet en koreansk løber ind med blod i hele hovedet. Han var faldet på en nedstigning og havde flækket læben.
Selv om vi grinede lidt af hele situationen, så var der ingen tvivl om at det har var noget der skulle tages alvorligt!
 |
| Træt koreansk løber! |
Etape 4
Dag 4 skulle vi kun løbe 38 km og terrænet burde være en del lettere end dagen før. Det lyder mærkeligt at sige at vi kun skulle løbe 38 km, men det var sådan vi havde det og både Patrick og jeg havde gode ben. De tre første dage var jeg kommet ind som nr. 34, 34 og 30, hvilket betød at jeg var i lejeren omkring kl.13-14. Så snart jeg kom ind drak jeg en protein-shake for at optimere restitutionen og der efter var det i gang med at ordne fødder og gøre rygsækken klar til dagen efter. Når det var klaret lå jeg for det meste bare i teltet og slappede af indtil vi skulle spise aftensmad.
De deltagere som kom sidst ind, kom typisk ind kl.18-19 hvor det var mørkt og vi andre så småt var begyndt at gå i seng. Så selv om man normalt ser op til de hurtigste, så havde jeg også stor respekt for de langsomste. De var længst tid ude i den stegende varme og de havde mindst tid til at restituere.
Det var overskyet og terrænet var optimalt til de gode løbere, så jeg besluttede at holde lidt igen den dag. Jeg løber ikke specielt hurtigt og min fordel de andre dage havde netop været min evne til at mase på kontinuerligt i varmen hele dagen, så jeg vidste at jeg ville bruge alt for mange kræfter hvis jeg prøvede at følge med hele dagen. I stedet sparrede jeg på kræfterne til dagen efter hvor vi skulle tilbagelægge 86 km.
Jeg kom ind som nr. 37, så efter fire dage var både jeg og Patrick positivt overrasket over vores placeringer i feltet.
 |
| Fantastisk landskab! |
Etape 5
I modsætning til dag 4 besluttede jeg at jeg ville give den mere gas på den femte og lange etape. Vi skulle godt nok slutte løbet af med et 2 km opvisningsløb ved Pyramiderne ved Giza, men det var nu de sidste kræfter skulle bruges.
Jeg løb de første 25-30 km i et højere tempo end jeg havde gjort de tidligere dage og da jeg forlod checkpoint 3 lå jeg nr. 25. Selv om det var super motiverende var jeg meget fokuseret på at konkurrencedelen ikke måtte tage over, for hvis man giver den for meget gas går man helt kold og så kan man skyde en hvid pil efter alt hvad der hedder placeringer.
Terrænet mellem checkpoint 3 og 4 var blødt og der var en kæmpe sand dune vi skulle over lige efter checkpoint 4. Mellem 4 og 5 var terrænet bedre, men nu var det virkelig blevet varmt. Jeg var træt og indså at de sidste 40 km nok skulle foregå i gang.
 |
| Op op op! |
Halvvejs mod checkpoint 5 skete det der ikke må ske. Ud af 1,5L vand havde jeg kun 200ml tilbage! Det ville tage mig ca. en time at komme frem til checkpointet, så da jeg var færdig med at bande over hvor dum jeg var, måtte jeg finde ud af hvad jeg skulle gøre. Normalt kørte der biler mellem chekpoints, men netop på den lange dag kørte der stort set ingen biler da der var dobbelt så mange checkpoints. Det var alvor og det var nu jeg skulle bruge min erfaring fra Hæren til at tage den rigtige beslutning.
Skulle jeg løbe lidt mere for at komme hurtigere frem, med fare for at få hedeslag? Skulle jeg fortsætte frem stille og roligt eller skulle jeg vente på én af de andre løbere, med risiko for at han eller hun heller ikke havde nok vand? Jeg besluttede at jeg ville fortsætte stille og roligt og kun tage bitte små tåre af vandet samtidigt med at jeg tog lidt mindre elektrolytter.
På det tidspunkt kunne jeg hverken se løberen foran eller bag mig, men efter ca. 15 minutter blev jeg heldigvis overhalet af en russer som gav mig lidt vand. Det var tæt på tænkte jeg og ved næste checkpoint to jeg en ekstra liter vand med.
 |
| Valley of the Whales |
Det var stadig rigtig varmt og selv om jeg gik godt til, så var benene ikke rigtigt til at løbe. På det tidspunkt havde jeg den mest positive konkurrence mentalitet jeg nogensinde har følt. Jeg gav mig alt hvad jeg kunne og hvis der var nogen der kunne overhale mig så havde de min dybeste respekt. Konkurrencementalitet kan nogle gange blive til noget negativt, men den følelse jeg havde lige nøjagtig der i ørkenen vil jeg huske for altid. Udelukkende at fokuserer på min egen indsats og kun have respekt for alle andre omkring mig.
Ved checkpoint 6 ved jeg ikke rigtigt hvad der skete, men lige pludselig tog fanden ved mine ben og nu kunne jeg løbe afsted lige så hurtigt som om morgnen! Senere fandt jeg ud af at flere af de andre løbere havde oplevet det samme og vi konkluderede at det simpelthen måtte være varmen der stille og roligt tog af.
På nær de sidste 8 km som var i dyb sand, løb jeg stort set de 26 km i mål og jeg kom ind allerede kl.20.06 - Patrick var kommet ind en halv time før mig, så vi begge totalt overrasket over hvor godt vi havde klaret det. Faktisk havde Patrick ligget på førstepladsen for hele løbet ved checkpoint 2 og Vincente der havde ligget forrest gennem hele ugen kunne ikke rigtig forstå hvad der skete. Hvad Vincente ikke vidste var, at Patrick lige som jeg havde planlagt at give den gas fra morgenstunden og så tage det stille og roligt når det blev varmt. Det grinede vi meget af J
 |
| Patrick i god stil! |
Etape 6
Hele fredagen gik med afslapning i lejeren og selv om vi lige havde løbet 86 km dagen før, så følte jeg faktisk at jeg kunne løbe igen. Jeg tror simpelthen at det er et spørgsmål at om kroppen har indstillet sig på at løbe hver dag og så gør den det!
Om aftenen havde Racing the Planet arrangeret lokal egyptisk mad og da de fleste af os næsten ikke havde mere mad, så blev det budt varmt velkommen. Det smagte fantastisk!
Der var også en lokal manager som holdt et foredrag om ørkenen og det var fedt at høre begejstringen i hans stemme. Han sagde blandt andet at den eneste rigtige måde at opleve ørkenen, var ved at gå/løbe og sove i den. Dér må jeg give ham ret! Det havde været fantastisk at opleve ørkenen som er utrolig smuk og giver plads til mange tanker om livet. Jeg befandt mig mange gange alene i ørkenen og det var ren terapi. Hvis jeg nogensinde får mulighed for det vil jeg meget gerne vise min familie ørkenen på denne måde.
 |
| Velfortjent hvil i lejeren |
Lørdag morgen pakkede vi sammen og kørte i bus til Giza hvor vi skulle slutte løbet af med et opvisningsløb ved pyramiderne. Vi blev eskorteret af politiet og vi følte os vist alle sammen som del af en turistattraktion. Det var fantastisk at se pyramiderne, men lidt ærgerligt at lokalbefolkningen havde så lidt respekt for disse imponerende konstruktioner.
Den officielle tid var stoppet, så Patrick og jeg fulgtes ad og løb i mål sammen. Det havde virket lidt åndsvagt at vi skulle køre tre timer i bus for at løbe 2 km, men da vi løb i mål og stod der og så de andre komme i mål, må jeg sige at jeg fik en klump i halsen. Vi havde lige løbet 250 km gennem Sahara!
 |
| To glade danskere! |
Link til løbet:
http://www.4deserts.com/sahararace/
