torsdag den 24. januar 2013

Hvorfor?



Hvorfor er det man løber, springer faldskærm, spiller golf eller hvad man nu bruger tiden på når man ikke arbejder eller nyder familien?

Jeg har de sidste tre uger været totalt demotiveret for at løbe og til gengæld har jeg spist masser af guf og god mad!

Op til julen havde jeg sagt til mig selv at det var ok ikke at løbe hele julen og jeg ville heller ikke have dårlig samvittighed over at spise masser af god mad og guf. MEN jeg havde dog forventet at jeg så efter julen ville være super motiveret til at komme i gang med træningen til Hammer Trail.

Nå, men det satte en masse tanker i gang hos mig omkring motivation og hvorfor jeg egenligt løber. Er det for at nyde naturen? Holde formen (og figuren)? Leve et sundere liv? Nyde andres respekt for det man gør? Udfordrer sig selv? .....

Tja... der er nok ikke et entydigt svar og i virkeligheden så er det nok lidt af det hele. Ja, det er da fedt at folk synes at det er imponerende det man har gang i, men nej, det er ikke det der gør at man gennemfører et løb eller står op før solen for at løbe.


Jeg har har altid ment, at det er super vigtigt at man er motiveret for det man gør. Er man ikke det er det vigtigt at stoppe op og finde ud af hvorfor man ikke er motiveret. Men jeg må også på den anden side indrømme at man nogle gange bare skal komme i gang selv om man hellere vil ligge på sofaen og slappe af. Det gælder jo ikke kun for løb, men også arbejdet og familielivet ;0)


Jeg kan huske den gang vi trænede til DM i Freefly (faldskærm). Det var da ikke altid man havde mest lyst til træningsspring, men da vi stod med guldet om halsen var det sgu' en fed følelse. Nøjagtig som at krydse målstregen i Sahara!

Pointen til mig selv er at det er super vigtigt at være motiveret, men selvom man ikke er top motiveret altid så er det bare med at holde fokus på den større og mere grundlæggende motivationsfaktor. I mit tilfælde nogle fantastiske oplevelser og udfordringer på Bornholm og Island samt tilfredsstillelsen ved at være i god form!