Hvad nu?

Sahara er gennemført og en del har spurgt mig hvad der så skal ske?

For det første har jeg taget det stille og roligt siden jeg kom hjem og mit fokus har været på familien. Jeg kan godt mærke at jeg har været fysisk og mentalt fraværende op til Sahara og nu er det i den grad på tide at være 100% tilstedeværende.

Men jeg har naturligvis en plan i ærmet. Patrick og jeg har tilmeldt os et 250 km løb på Island til august næste år også arrangeret af RacingThePlanet.
Inden Sahara brugte jeg rigtig meget tid på at tænke grej, træning, kost m.m. og min oplevelse i Sahara har bekræftet mine valg. Jeg føler derfor at jeg har godt styr på forberedelserne til Island og jeg kommer helt sikkert ikke til at bruge lige så meget tid på forberedelserne i forhold til grej og kost.

Med hensyn til træningen så har jeg af to årsager planlagt min træning i efteråret/foråret lidt anderledes og faktisk er jeg kommet frem til en plan der tilgodeser begge krav:

1. Jeg vil prioriterer min familie!

2. Jeg vil være stærkere og hurtigere!

Familien!

Inden Sahara var alle mine løb primært lange løb og jeg løb primært om aftenen. Det betød dels relativ meget fravær i forhold til Fru Petersen og dels betød det at jeg slet ikke fik sovet nok. I mine nye plan vil jeg i langt højere grad løbe tidligt om morgnen eller umiddelbart efter arbejde, så på den måde vil familien ikke blive påvirket så meget af mit løb.

Inden Sahara var jeg ikke super struktureret i min træning hvilket egenligt fungerede fint, men da jeg nu gerne vil have lidt mere fart på bliver jeg nødt til at få lidt mere kontinuerlig tempotræning. Jeg har dog altid ment at min træning skal være sjov, så hvis jeg en dag bare ikke har lyst til tempoløb, men hellere vil løbe lidt bakketræning eller omvendt, så er det det jeg gør. Det skal være sjovt og man skal lytte efter kroppens små signaler!

Her er min plan:

Mandag: Bakkeløb, 1 time

Onsdag: Distanceløb, 2-5 timer

Fredag: Tempoløb, 1 time

Søndag: Trailløb, 1-2 timer 

Bakkeløb

Mandag kl.04:30 står den på bakkeløb i lokalområdet. Enten små hurtige bakkespurter på Dragebakken eller lange seje træk op ad Herstedhøje. Jeg er absolut ikke fan af intervalløb, men bakker er guf og super hårdt!

Dragebakken!

Distanceløb

Her vil jeg efter arbejde løbe i 2-5 timer i en månedsturnus. Dvs. to timer i uge 1, tre timer i uge 2, fire timer  i uge 3 og fem timer i uge 4 og så forfra i næste måned.

Målet er at være i gang i 2-5 timer og ikke et bestemt antal kilometer. Det betyder bl.a. at det er "tilladt" at gå hvis jeg føler for det.

Slow is fast!

Jeg løber efter arbejde, så det bliver også en nødvendighed at spise på turen, så på den måde kan jeg også jævnligt få erfaring med forskellige typer kost på farten. Det var nu ikke noget problem i Sahara, men jeg ville gerne eksperimenterer lidt med forskellige typer kost.

Tempoløb

Jeg glæder mig faktisk til at komme til at løbe tempoløb mere kontinuerligt og jeg er sikker på det kommer til at give mig rigtig meget.
Jeg vil løbe ca. en halv til en hel times tempoløb og måske en gang i mellem noget fartleg/bakketons/trailløb med fuld knald på, for afvekslingens skyld.

Nok ikke helt så hurtigt!

Trail
Lørdag eller søndag morgen står den på halvanden til to timers trail løb i Hareskoven eller Vestskoven. Tid og hastighed afhænger fuldstændig af hvordan stængerne har det og igen er det tiden og ikke kilometerne der er i fokus.

Det røde spor i Hareskoven!

Jeg har fulgt denne plan et par uger nu og indtil videre føles det helt rigtigt. Planen giver mere tid sammen med familien og jeg føler allerede at mine ben er blevet stærkere. Så er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå med udholdenheden.

Når jeg har fulgt planen et par måneder vender jeg stærkt tilbage med mine erfaringer med planen.

Nyd kulden! ;0D

Sahara Race 2012

SÅ ER SAHARA RACE 2012 GENNEMFØRT!

Efter en lang rejse ankom jeg onsdag d.24/10 til Cairo - i regnvejr! Vi havde valgt at ta' afsted nogle dage før vi skulle i gang, så vi kunne vænne os til varmen, så regnvejr var ikke ikke lige det jeg havde planlagt.

Hotellet i Cairo var super lækkert og jeg faldt hurtigt i søvn og sov som en lille baby lige indtil Patrick kom brasende ind på værelset kl.3 om natten. Tid til en øl!

Torsdag fik vi styr på alt grejet og efter en tur på løbebåndet var det tid til varmetræning.
I takt med at der stille og roligt kom flere og flere løbere til hotellet kom der også flere og flere sommerfugle i maven. Det virkede som om der var rigtig mange deltagere der var i rigtig god form.

Varmetræning!

Vi faldt hurtigt i snak med flere af de andre og sjovt nok var det første man spurgte hinanden om, hvor tung de ens rygsække var. Jeg tror alle havde brugt rigtig meget tid på at overveje nøje hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med, så det var vist en hurtigt måde at se om man havde skudt helt ved siden af.


Pre-race
Lørdag mødtes vi alle sammen til briefing og der efter skulle alt grejet kontrolleres så Racing the Planet kunne sikre sig at vi havde alt det obligatoriske grej med. Når jeg kigger i bakspejlet må jeg sige at den tid vi har brugt på research og test af grej har givet pote. Der er kun ganske få ting jeg ville ændre hvis jeg skulle afsted til Sahara igen, bla. ville jeg tage en lille foldbar kop og noget mere fodpleje med. Jeg havde faktisk foræret Patrick en kop-folde, men valgte i sidste øjeblik ikke selv at tage min med. Jeg brugte i stedet bunden af de drikkeflasker vi fik udleveret og det fungerede også ok. Det ville bare have været en af de der små luksus ting som ikke rigtig vejer noget. Nå, men den kommer med næste gang!

Efter grejtjek blev vi alle samme kørt ud til den første lejr og det virkede helt urealistisk da Patrick og jeg gik ned mod lejeren hvor startflaget var sat op. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har googlet Sahara Race, men nu var det virkeligt!

Den nat var der vist ikke særligt mange i lejeren der sov tungt, lige på nær nogle koreanske gutter som snorkede sindsygt meget.

Lejeren

Etape 1
Klokken 04:30 vågnede den første i vores telt og stille og roligt stod vi alle sammen op. Morgenmaden stod på energi/müsli bar og det fungerede fint hele ugen. To en halv time efter gik starten på første etape (37 km) og vi begav os afsted med den første sand dune.

Sand dunes kan bedst beskrives som bjerge af sukker og de er rigtig hårde at komme over, men terrænet den første dag var generelt mildt i forhold til det der ventede os! Dog var den sidste del af ruten rigtig hård med nogle store sand dunes og her var det også blevet rigtig varmt.

Varmen var et stort problem for mange og der var blandt andet en amerikaner fra vores telt som kæmpede meget med varmen. Der var ingen tvivl om at han var en hurtigere løber end jeg, men de 40-45 graders varme vi havde hver dag gav ham store vanskeligheder og da jeg af én eller anden årsag ikke havde så store problemer med varmen, så blev mine tider generelt bedre. Lige præcis det at ultraløb ikke kun handler om at kunne løbe hurtigt, men også handler om at disponerer sine kræfter, have styr på udstyret osv. er noget af det som jeg rigtig godt kan li' ved sporten.

Afsted!

Når nu vi er ved udstyret og varmen, så må jeg sige at min langærmede cool t-shirt fra Craft fungerede fantastisk! Den kølende effekt virkede perfekt når det var super varmt og tørt med bare en lille smule vind.

Da vi kom i mål kunne jeg godt mærke at mine fødder var lidt hævet og ømme, men da jeg hev sokkerne af fik jeg lidt af en overraskelse. Huden på min højre lille tå var stort skrællet af og det ligenede noget fra en gyser film! Normalt vil jeg helt lade huden side, men her blev jeg nødt til at skære det løse hud af. Jeg havde heldigvis i sidste øjeblik valgt at tage en antiseptisk creme med og den kom nu til sin ret. Vabler kan man sagtens løbe videre på, men går der infektion i skidtet, så er man ude af løbet!

Patrick have også problemer med stortåen og han måtte få boret et hul i neglen og få vablen drænet. Vi var begge hysterisk patentlige med hygiejnen hele ugen, for varme og bakterier er en farlig cocktail. Det ville simpelthen være død ærgerligt at udgå fordi man ikke have taget hygiejnen seriøst nok.

I mål efter 1. etape!

Etape 2

Dag 2 stod på 41 km gennem et lidt hårdere terræn end dag 1 og igen blev det rigtig varmt. Både Patrick og jeg var blevet meget overrasket over vores placeringer dag 1 (Patrick kom ind som nr. 12 og jeg som nr. 34), så jeg kunne mærke at konkurrencegenet var blevet tændt. Jeg blev dog ved med at huske mig selv på ikke at gi' den for meget gas for der var jo rigtig mange kilometer tilbage. Om jeg kunne have presset mere på de 4 første dage ved jeg ikke, men jeg valgte i hvert fald at lytte efter min krop og min fornuftigt og holdte et fornuftigt tempo.

Gennem hele ugen mødte jeg en masse mennesker fra hele verdenen og dag 2 fulgtes jeg det meste af vejen med Kevin, en Australisk pilot med base i Hong Kong. Jeg holdt et meget konstant niveau de første fire dage og derfor var det meget de samme mennesker jeg mødte på ruten. Der var under hele turen en super fed stemning mellem alle deltagerne og selv om det var et løb, så talte alle med alle om alt muligt.

Jeg kunne godt mærke at mine tær var ømme og jeg frygtede at jeg havde fået flere vabler. Og ganske rigtigt! Da jeg kom i mål kunne jeg konstaterer at jeg havde fået nogle små vabler på nogle af tæerne og det irreterede mig lidt da jeg aldrig får vabler på tæerne. Nu er det ikke det værste sted at få vabler og selv om det gør lidt ondt, så kan man sagtens mose der ud ad, men hverken Patrick og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor vi fik vabler der. Var det skoene, sandet, varmen? Skoene havde både Patrick og jeg løbet mange kilometer i og jeg havde også trænet i dem Bulgarien, så hvad der helt nøjagtigt var årsagen fandt vi aldrig helt ud af. I løbet af ugen fandt både Patrick og jeg dog frem til hver vores løsninger så vi ikke fik flere vabler, så konklusionen må simpelthen være at hvis man helt vil undgå vabler, så skal man træne under de samme vilkår som det man skal løbe i, dvs. samme terræn, varme, distance osv.

Morgenmad!

Etape 3
I følge briefingen ville dag 3 være etapen med det hårdeste terræn og det viste sig også at være helt rigtigt. 42 km med masser af sand dunes og massiv varme med kun meget lidt vind gjorde det til en rigtig hård dag i terrænet. Jeg havde besluttet mig for at løbe i starten og så snart terrænet blev for vanskeligt ville jeg begynde at gå i stedet for, men til gengæld holde i højt pace.

Der var rigtig mange store sanddunes med rigtig blød sand og mange gange følte jeg mig meget alene i ørkenen - fed følelse! På et tidspunkt kom vi ud på en kæmpe slette hvor der absolut ikke var nogen vind og til gengæld var der skruet helt op for varmen. Jeg fulgtes med Anderson fra Brasilien som kæmpede rigtig meget med varmen. Jeg havde fulgtes med ham nogle gange tidligere på ugen og kunne godt smutte fra ham, men han var absolut ikke på toppen og jeg besluttede derfor at blive hos ham frem til næste checkpoint. Lige inden vi nåede checkpointet skulle vi op ad en lang sej stigning hvor jeg følte at vi blev stegt levende! Ved checkpointet fortsatte jeg hurtigt videre mens Anderson tog sig et fortjent hvil. Dagen efter kom han over takkede mig for hjælpen for han havde virkelig været i tvivl om løbet ville slutte for ham lige der.

Om aftenen var Patrick ovre i lægeteltet og da han kom tilbage så han helt chokeret ud. Det havde været den rene krigszone! Folk lå bevidstløse med drop og på et tidspunkt var der kommet en koreansk løber ind med blod i hele hovedet. Han var faldet på en nedstigning og havde flækket læben.
Selv om vi grinede lidt af hele situationen, så var der ingen tvivl om at det har var noget der skulle tages alvorligt!

Træt koreansk løber!

Etape 4
Dag 4 skulle vi kun løbe 38 km og terrænet burde være en del lettere end dagen før. Det lyder mærkeligt at sige at vi kun skulle løbe 38 km, men det var sådan vi havde det og både Patrick og jeg havde gode ben. De tre første dage var jeg kommet ind som nr. 34, 34 og 30, hvilket betød at jeg var i lejeren omkring kl.13-14. Så snart jeg kom ind drak jeg en protein-shake for at optimere restitutionen og der efter var det i gang med at ordne fødder og gøre rygsækken klar til dagen efter. Når det var klaret lå jeg for det meste bare i teltet og slappede af indtil vi skulle spise aftensmad.

De deltagere som kom sidst ind, kom typisk ind kl.18-19 hvor det var mørkt og vi andre så småt var begyndt at gå i seng. Så selv om man normalt ser op til de hurtigste, så havde jeg også stor respekt for de langsomste. De var længst tid ude i den stegende varme og de havde mindst tid til at restituere.

Det var overskyet og terrænet var optimalt til de gode løbere, så jeg besluttede at holde lidt igen den dag. Jeg løber ikke specielt hurtigt og min fordel de andre dage havde netop været min evne til at mase på kontinuerligt i varmen hele dagen, så jeg vidste at jeg ville bruge alt for mange kræfter hvis jeg prøvede at følge med hele dagen. I stedet sparrede jeg på kræfterne til dagen efter hvor vi skulle tilbagelægge 86 km.

Jeg kom ind som nr. 37, så efter fire dage var både jeg og Patrick positivt overrasket over vores placeringer i feltet.

Fantastisk landskab!

Etape 5
I modsætning til dag 4 besluttede jeg at jeg ville give den mere gas på den femte og lange etape. Vi skulle godt nok slutte løbet af med et 2 km opvisningsløb ved Pyramiderne ved Giza, men det var nu de sidste kræfter skulle bruges.
Jeg løb de første 25-30 km i et højere tempo end jeg havde gjort de tidligere dage og da jeg forlod checkpoint 3 lå jeg nr. 25. Selv om det var super motiverende var jeg meget fokuseret på at konkurrencedelen ikke måtte tage over, for hvis man giver den for meget gas går man helt kold og så kan man skyde en hvid pil efter alt hvad der hedder placeringer.

Terrænet mellem checkpoint 3 og 4 var blødt og der var en kæmpe sand dune vi skulle over lige efter checkpoint 4. Mellem 4 og 5 var terrænet bedre, men nu var det virkelig blevet varmt. Jeg var træt og indså at de sidste 40 km nok skulle foregå i gang.

Op op op!

Halvvejs mod checkpoint 5 skete det der ikke må ske. Ud af 1,5L vand havde jeg kun 200ml tilbage! Det ville tage mig ca. en time at komme frem til checkpointet, så da jeg var færdig med at bande over hvor dum jeg var, måtte jeg finde ud af hvad jeg skulle gøre. Normalt kørte der biler mellem chekpoints, men netop på den lange dag kørte der stort set ingen biler da der var dobbelt så mange checkpoints. Det var alvor og det var nu jeg skulle bruge min erfaring fra Hæren til at tage den rigtige beslutning.

Skulle jeg løbe lidt mere for at komme hurtigere frem, med fare for at få hedeslag? Skulle jeg fortsætte frem stille og roligt eller skulle jeg vente på én af de andre løbere, med risiko for at han eller hun heller ikke havde nok vand? Jeg besluttede at jeg ville fortsætte stille og roligt og kun tage bitte små tåre af vandet samtidigt med at jeg tog lidt mindre elektrolytter.

På det tidspunkt kunne jeg hverken se løberen foran eller bag mig, men efter ca. 15 minutter blev jeg heldigvis overhalet af en russer som gav mig lidt vand. Det var tæt på tænkte jeg og ved næste checkpoint to jeg en ekstra liter vand med.

Valley of the Whales

Det var stadig rigtig varmt og selv om jeg gik godt til, så var benene ikke rigtigt til at løbe. På det tidspunkt havde jeg den mest positive konkurrence mentalitet jeg nogensinde har følt. Jeg gav mig alt hvad jeg kunne og hvis der var nogen der kunne overhale mig så havde de min dybeste respekt. Konkurrencementalitet kan nogle gange blive til noget negativt, men den følelse jeg havde lige nøjagtig der i ørkenen vil jeg huske for altid. Udelukkende at fokuserer på min egen indsats og kun have respekt for alle andre omkring mig.

Ved checkpoint 6 ved jeg ikke rigtigt hvad der skete, men lige pludselig tog fanden ved mine ben og nu kunne jeg løbe afsted lige så hurtigt som om morgnen! Senere fandt jeg ud af at flere af de andre løbere havde oplevet det samme og vi konkluderede at det simpelthen måtte være varmen der stille og roligt tog af.

På nær de sidste 8 km som var i dyb sand, løb jeg stort set de 26 km i mål og jeg kom ind allerede kl.20.06 - Patrick var kommet ind en halv time før mig, så vi begge totalt overrasket over hvor godt vi havde klaret det. Faktisk havde Patrick ligget på førstepladsen for hele løbet ved checkpoint 2 og Vincente der havde ligget forrest gennem hele ugen kunne ikke rigtig forstå hvad der skete. Hvad Vincente ikke vidste var, at Patrick lige som jeg havde planlagt at give den gas fra morgenstunden og så tage det stille og roligt når det blev varmt. Det grinede vi meget af J

Patrick i god stil!

Etape 6
Hele fredagen gik med afslapning i lejeren og selv om vi lige havde løbet 86 km dagen før, så følte jeg faktisk at jeg kunne løbe igen. Jeg tror simpelthen at det er et spørgsmål at om kroppen har indstillet sig på at løbe hver dag og så gør den det!

Om aftenen havde Racing the Planet arrangeret lokal egyptisk mad og da de fleste af os næsten ikke havde mere mad, så blev det budt varmt velkommen. Det smagte fantastisk!
Der var også en lokal manager som holdt et foredrag om ørkenen og det var fedt at høre begejstringen i hans stemme. Han sagde blandt andet at den eneste rigtige måde at opleve ørkenen, var ved at gå/løbe og sove i den. Dér må jeg give ham ret! Det havde været fantastisk at opleve ørkenen som er utrolig smuk og giver plads til mange tanker om livet. Jeg befandt mig mange gange alene i ørkenen og det var ren terapi. Hvis jeg nogensinde får mulighed for det vil jeg meget gerne vise min familie ørkenen på denne måde.

Velfortjent hvil i lejeren

Lørdag morgen pakkede vi sammen og kørte i bus til Giza hvor vi skulle slutte løbet af med et opvisningsløb ved pyramiderne. Vi blev eskorteret af politiet og vi følte os vist alle sammen som del af en turistattraktion. Det var fantastisk at se pyramiderne, men lidt ærgerligt at lokalbefolkningen havde så lidt respekt for disse imponerende konstruktioner.

Den officielle tid var stoppet, så Patrick og jeg fulgtes ad og løb i mål sammen. Det havde virket lidt åndsvagt at vi skulle køre tre timer i bus for at løbe 2 km, men da vi løb i mål og stod der og så de andre komme i mål, må jeg sige at jeg fik en klump i halsen. Vi havde lige løbet 250 km gennem Sahara!

To glade danskere!

Link til løbet:
http://www.4deserts.com/sahararace/

Klar?

Om 7 dage går starten på Sahara Race 2012 og der er rigtig mange der har spurgt mig om jeg er klar? Mit svar har været "det skal jeg fortælle dig når jeg kommer hjem!" ;0)

Men er jeg klar?

Jeg glæder mig vanvittigt meget til løbet og efter min sidste lange tur i dag - 20 km med 10 kg rygsæk inkl. vand - føler jeg mig fuldstændig klar og stærkere end nogensinde!

Sidste lange tur med rygsæk i Vestskoven

Men er jeg nu virkelig klar eller er det bare noget jeg bilder mig selv ind? Jeg har prøvet at gribe det lidt analytisk an og delt tingene op i fire dele:

- Fysisk
- Udstyr
- Ernæring
- Mentalt


Fysisk
Jeg startede min træning for lidt over et år siden, mere præcist i juni 2011 hvor jeg løb 3-5 km tre gange om ugen og vejede 95 kg. I dag løber jeg 50-80 km om ugen og vejer 80 kg, så hold da op hvor er der sket meget på relativ kort tid!

Jeg har i grove træk planlagt min træning selv med støtte fra Jacob fra fysium som har kigget mig lidt over skulderen. Mit fokus har udelukkende været på at få kilometer i benene og jeg har kun lavet meget få tempo løb og ingen intervaller. Det betyder at jeg stadig løber relativt langsomt, hvilket jeg hellere må få gjort noget ved efter Sahara J

Op til løbet har min største usikkerhed været etape 5 hvor vi skal løbe 80 km. Derfor var det også en kæmpe sejr da jeg løb 80 km i august. Da det ikke var noget officielt løb, var det ikke mit mål at løbe på en bestemt tid og faktisk var målet (ud over at løbe 80 km) at være i gang i rigtig mange timer. Oplevelsen gav mig et kæmpe selvtillids boost og jeg følte mig klar til Sahara. Herfra gik det ned ad bakke!

Lige efter jeg havde løbet de 80 km var jeg top motiveret og de første 14 dage løb jeg mange, men korte ture. Derefter var det som om at luften gik fuldstændig af ballonen og jeg oplevede underligt nok en total udmatning. Jeg havde planlagt at løbe 80-90 km om ugen, men det blev kun til omkring 40-50 km om ugen og jeg havde super svært ved at komme ud ad døren. Det bekymrede mig voldsomt for der var jo efterhånden ikke så lang tid tilbage.

2011

2012

Heldigvis kom motivationen tilbage og de sidste 14 dage har jeg ikke løbet så mange kilometer, men til gengæld har jeg givet den gas. Der er rigtig mange holdninger til hvordan man trapper bedst ned til et løb. Nogen bruger 3 uger hvor de stille og roligt trapper mere og mere ned, og andre giver den fuld gas stort set frem til dagen inden løbet.

Alle er dog enige om at det vigtigste er at man føler sig klar. Ud fra alt hvad jeg har læst og hørt valgte jeg at skrue ned for mængden, men øge intensiteten af træningen. Jeg har dog stadig beholdt 1-2 lange ture på omkring 20-25 km hvoraf mindst én med rygsæk. Jeg synes det har fungeret rigtig godt og jeg føler mig stærkere end nogensinde!

Der er i det hele taget rigtig mange holdninger til hvordan man træner rigtigt og når folk har har hørt om mit lille projekt, er der mange som har spurgt mig til råds. Jeg vil senere skrive en blog om mine erfaringer og holdninger til træning.

Der hvor min træning har haltet mest er på min styrke- og coretræning, men det har ganske enkelt været et spørgsmål om prioritering af tid. Det ville selvfølgelig have været bedst hvis jeg havde løbet endnu mere og styrketrænet som en gal, men man bliver nødt til at prioritere sin tid. Lad os se om jeg kommer til at fortryde min prioritering.

En anden ukendt faktor er varmen. Jeg har maksimalt trænet i 36 grader i Bulgarien og selvom det er hårdt, så følte jeg faktisk ikke at det var så slemt igen. Las os se hvordan det bliver i 40-50 grader!


Udstyr
Én af de ting jeg synes har været super fedt ved hele det her projekt er, at det ikke "kun" handler om at løbe. Selv om man er i kanon form og løber 200 km om ugen, så hjælper det ikke et hak hvis der ikke er styr på udstyret.

Da jeg var i Bulgarien testede jeg både tøj og ernæring og jeg fik lagt mig fast på hvilket tøj jeg skulle have med til Sahara.

Generelt har jeg kun lige nøjagtig det obligatoriske udstyr med, men jeg har valgt også at have lidt luksus med i form af en oppustelig madras med. Det vejer 350g så jeg har vurderet at jeg vinder mere ved at kunne sove godt og restituere optimalt end ved at spare 350g og sove dårligt.

Udstyr og mad til syv dage i Sahara

Jeg har brugt meget tid på at sætte mig ind i hvilket udstyr jeg skulle bruge i Sahara og her er min endelige udstyrsliste:

Sko: inov-8 Roclite 295
Rygsæk: inov-8 Race Pac 32
Flasker og flaskeholdere: Raidlight
Sovepose: Exped Lite 300
Liggeunderlag: Exped AirMat Ultralight
Pandelamper: Princeton Tec Fuel
Kniv: Victorinox Classic SD
Nødtæppe: Lifesystem Thermal blanket
Vabelkit
Jakke: Active 360 run jacket fra 2XU
Shorts: 2XU compression shorts + Calf Guards
T-shirts: l/s Craft cool + s/s Odlo cool
Strømper: Injini
Cap: inov-8 Hot Peak
Buff: Coolmax high UV protection buff
Ske: Spork i titanium
Herudover mindre ting som tandbørste, tandpasta, creme, m.m.

Umiddelbart er det eneste jeg er i tvivl om, er hvorvidt jeg skal tage en ekstra iPod med. Jeg hører altid musik når jeg løber og der er kun 15 timers batteri på min iPod shuffle. Da jeg løb mit 80 km løb hørte jeg kun musik de sidste 20 km og det virkede super godt.
Min beslutning er derfor at jeg kun tar' én iPod med, så musikken bliver en slags gulerod til når det bliver rigtig hårdt.


Ernæring
Det der vejer mest i min rygsæk er uden tvivl maden. Vi skal have mad med til 7 dage, så ved mindre man vil slæbe rundt på en rygsæk på 15 kg, så bliver man nødt til at overveje nøjagtigt hvor meget mad man tager med.

Jeg har valgt en kombination af hurtige og langsomme kulhydrater, proteiner og elektrolytter (salte), så jeg skulle være dækket godt ind. Her er min "indkøbsliste":

- 7 stk. Expedition foods (frysetørret aftensmåltid)
- 19 stk. Cliff Shot bar (energi/müslibar)
- 6 stk. Cliff shot Builders (proteinbar)
- 12 stk. Cliff shot Bloks
- 13 stk. Cliff shott gels
- 6 portioner protein drik
- 6 portioner energidrik
- 150 stk. Saltsticks (elektrolytter)

Det er et krav at man min. har 14.000 cal. med til de 7 dage og jeg har lige knap 16.500 cal. med, så det bør være rigeligt. Min rygsæk vejer 8,5 kg og hertil kommer 1,5 L vand.

Fra min tid i Hæren føler jeg mig godt rustet til at klare lidt sult, men da jeg aldrig har løbet 250 km i 40-50 graders varme før, så er der ikke rigtig nogen facitliste.

Mentalt
Selv om jeg aldrig har løbet et så hårdt løb før, så er det klart min opfattelse at det psykiske betyder alt. Gennem min tid i Hæren har jeg erfaret at så længe man er motiveret, så er det fantastisk hvor meget kroppen kan klare. Det er jo ikke sådan at man kan løbe 250 km genne Sahara på ren vilje, men hvis man ikke er motiveret, så er det lige gyldigt hvor hurtigt man kan løbe, så knækker man nakken.

Jeg er super motiveret og jeg forventer helt sikkert at få brug for al min erfaring fra Hæren.

Når løbet er overstået vil jeg prøve at kigge i bakspejlet og vurdere om mine valg har været rigtige og hvilke ting der skal rettes til næste gang.

Nå, men er jeg så klar? Man kan jo altid optimere, men ud fra den erfaring jeg har nu, så må svaret blive ja!

;0)

Første ultraløb!

Lørdag d.18/8 skulle jeg have løbet mit første 100 km løb, men sådan gik det ikke. Alligevel blev det en lørdag jeg nok aldrig glemmer!

Mandag aften havde jeg fået de sidste detaljer på plads og følte mig klar til Nordvest100 om lørdagen. Jeg sov uroligt om natten og var super spændt på løbet.

Tirsdag formiddag modtog jeg en mail fra arrangørerne af Nordvest100.
Løbet var aflyst!
Først troede jeg det var en dårlig joke, men pga. alvorlig sygdom og dødsfald i nærmeste familie havde de to arrangører valgt at aflyse løbet.

Den første tanke der strøg gennem mit hoved var: Hvad nu? Der skal ske et eller andet ud over det normale på lørdag!

På hjemmebane i Vestskoven!

Efter jeg første gang havde hørt om Annette Fredskovs projekt (366 marathon på 365 dage) gennem Jacob (fysium), havde jeg en idé om at jeg ville løbe et marathon sammen med Annette. Derfor var jeg med det samme inde og se hvor hun skulle løbe og da det viste sig at hun skulle løbe Vestegnsmarathon med start i Ishøj, begyndte en plan at gro i mit hoved.

Hvis jeg nu løb til Ishøj, løb Vestegnsmarathon og løb retur, så måtte det da give mig nogle kilometer i benene. 80 km for at være helt præcis!

Lørdag morgen stod jeg op kl.04:00 og spiste en skål müsli, hvorefter jeg hoppede i seng igen. Klokken 06:00 stod jeg op og spiste en klapsammen med nutella og kravlede i tøjet.

Kvart i syv satte jeg kursen mod Ishøj og mod min forventning begyndte det at regne. De havde da lovet sol og varme - den kom senere!

Turen til Ishøj gik fint i et stille og roligt tempo gennem Vestskoven, Albertslund og Vallensbæk. Efter en kort briefing gik starten på Vestegnsmarathon. Jeg havde tilmeldt mig 4:30 gruppen, så jeg forventede ikke at tempoet ville blive noget problem under løbet. Så kunne jeg altid sætte tempoet ned når jeg skulle hjem.

4:30 gruppen fra Vestegnsmaratho

Anette Fredskov løb også i denne gruppe og selv om gruppen fra starten lagde ud i et højere tempo end planlagt, fulgte Annette ubesværet med. Helt vildt imponerende!

Det var et social marathon og vi var kun omkring 20 deltagere fordelt på to grupper. Jeg lærte nogle nye rare mennesker at kende og fælles for alle var at de delte en brændende passion for at løbe marathon. Mange marathon!

På et tidspunkt løb jeg og talte med Annette og jeg fik vist spurgt hende om ikke hun synes tempoet var lidt højt. Jeg var helt vildt imponeret over hvordan hun kunne holde det tempo når hun havde løbet et marathon hver dag de foregående 35 dage. Det var Annette vist også selv lidt overrasket ovcr ;0D

Da jeg fortalte Annette om mit lille projekt blev vi enige om at at vi jo kunne følges ad for tempoet i gruppen var for højt til os begge. Vi havde et rigtig hyggeligt løb og det var super spændende at tale med Annette om alt lige fra hendes projekt, til hendes tanker om løb og livet i det hele taget - meget inspirerende!

Annette og jeg i mål efter hhv. 42,2 og 60, km

Omkring de 50 km måtte jeg ned at gå nogle gange og jeg må indrømme at jeg havde lidt af en krise de sidste 10 km inden vi løb i mål. Jeg vidste at Bine og ungerne ville tage imod mig ved målstregen i Ishøj og tanken om at stoppe ved de 60 km var tillokkende. Det ville dog være noget af et nederlag og jeg var egenligt godt løbende.

Ved målstregen stod Bine og ungerne klar med balloner, flag og vandgeværer og selvom jeg slet ikke var færdig med mit løb, fik jeg noget af en klump i halsen. Det gav mig et kæmpe energiboost og jeg fik med det samme lyst til at fortsætte og løbe de sidste 20 km.


De andre deltagere fra Vestengsmarathon var samlet for at slutte løbet ordenligt af og jeg gik med op og fik fyldt depoterne op inden jeg skulle afsted igen.

Læs Anettes blog fra løbet her.

Da jeg skulle løbe hjem "murede" jeg mig inde i min egen lille verden af løb og musik, og turen gik faktisk overraskende godt. Sjovt som kroppen indstiller sig på at gøre det hovedet siger. Havde jeg indstillet mig på at løbe en træningstur på 30 km, så havde jeg været træt efter de 30 km, men fordi jeg mentalt var indstillet på at løbe 80 km, så gik kilometerne relativt hurtigt.

Da jeg kom i mål efter 9 timer og 24 minutter var mine ben naturligvis rigtig trætte, men fordi jeg havde tilladt mig selv at gå når jeg havde brug for det, følte jeg faktisk at jeg havde det ok. Musklerne var rigtig trætte, men led, sener og fødder havde det fint.

I mål efter 80 km!

På turen havde jeg medbragt 4 pk. Bloks, 2 stk. gel, 2 stk. energi/müslibar og 20 stk. saltsticks.
Jeg spiste 3 pk. Bloks, 1 1/2 müslibar og alle 20 saltsticks. Jeg tog også en gel, men det var mest for at se hvad maven sagde til det efter at have været i gang så længe. Under marathonløbet var der depoter hvor jeg også nappede lidt slik, bananer, rosiner m.m.

Det var super fedt at få prøvet kræfter med en så lang distance og det har helt sikkert givet en masse selvtillid inden Sahara!

Trail når det er bedst!

Efter 14 dage i Bulgarien med masser af familiehygge, bakketræning og varme, er det blevet tid til reflektere lidt over erfaringerne ;0)

Vores lejlighed lå ca. 200 meter fra bjergene hvor et fedt single track førte op til noget af det fedeste, smukkeste og hårdeste trail løb jeg nogensinde har løbet!

Turen blev booket som familietur for et års tid siden - længe inden jeg havde tanker om Sahara og Nordvest100. Det viste sig dog at blive en oplagt mulighed for at få nogle erfaring med varmen og en masse højdemeter i benene op til Nordvest100.

Torben som vi havde lånt lejligheden af, fortalte at der var bjørne og vildsvin i bjergene, så han ville ikke råde mig til at løbe der op. Men da Torben ikke just er typen som nogen sinde ville bevæge sig op i bjergene og da slet ikke i løb, besluttede jeg mig nu alligevel for at give det en chance. Jeg havde også researchet på nettet og fundet nogle billeder af stierne i bjergene, så der var da nogle som havde overlevet turen!

Sabine var med på at jeg løb 2 timer hver anden dag, så min plan var at løbe midt på dagen hvor det var varmest med henblik på Sahara og samtidigt at få så mange højdemeter i benene som muligt med henblik på Nordvest100.

På vej op!

Første dag gik det hurtigt op for mig hvor hårdt det er at løbe i bjerge og i løbet af de første 30 minutter havde jeg løbet/gået ca. 330 højdemeter.
Jeg besluttede derfor at jeg udelukkende ville fokusere på puls og højdemeter frem for kilometer i løbet af de 14 dage.

De fleste dage løb/gik jeg op for at få pulsen op, men et par dage prøvede jeg udelukkende at gå hurtigt op for at se hvor stor forskellen var mellem at gå/løbe og udelukkende at gå hurtigt op.
Rent tidsmæssigt viste det sig at jeg faktisk ikke tabte så meget tid som jeg havde forventet, men til gengæld gjorde det en kæmpe forskel på hvor træt jeg var i benene når jeg kom op.

Selve området var det smukkeste og mest rå landskab jeg har løbet i og jeg var helt høj hver gang jeg kom ned fra et løb.
Det vrimlede ikke just med mennesker i bjergene og faktisk mødte jeg kun en enkelt famile på vandretur med deres teenagersøn. Han delte mildest talt ikke familiens begejstring for at  vandre rundt i 35 graders varme J

Jeg løb i mine Roclite 295 og endnu engang blev jeg bekræftet i at det er skoen til mig! Dog er de ved at være godt slidt, så jeg må hellere lige ha' et backup par klar til Nordvest100 ;0)

Min Nathan HPL 20 fungerede også perfekt til opgaven og de 2 liter vand passede fint til 2 timer i varmen. Jeg spiste 3-4 saltsticks i timen og drak når jeg følte mig tørstig - det fungerede perfekt og jeg var på intet tidspunkt i nærheden af at være dehydreret. Faktisk bliver jeg mere og mere overbevist om at det primært gælder om at have styr på saltbalancen fremfor hvor meget vand man drikker.

Med tanke på Nordvest100 ville jeg naturligvis gerne have så mange højdemeter i benene som muligt og det blev da også til små 4.000 højdemeter på de 7 ture. Mit fokus var dog på at få styrket mine knæ og lår på de lange hårde nedløb.

Rundt om i området lå der nogle små shelters hvor man kunne søge skygge, men ellers var det bare sten, græs, buske og træer!

Jeg havde taget noget forskelligt tøj med som jeg ville teste med henblik på Sahara. Den helt store "testvinder" blev helt klart min langærmede cool t-shirt fra Craft.
Som navnet antyder har t-shirten en kølende effekt som virkelig fungerede godt og de lange ærmer betyder at man ikke behøver at være bekymret for at blive solbrændt. Faktisk tror jeg at jeg kommer til at løbe med den 90% af tiden i Sahara og primært bruge kortærmede t-shirts når vi er i campen.

Jeg havde også taget min Sahara Buff med og den var super god at løbe med. Sabine synes jeg var sindsyg at ta' så meget tøj på, men det virkede faktisk modsat når man først var i varmen.
Buff'en gjorde at jeg ikke blev solbrændt i nakken og kan også trækkes op så den dækker ørerne.

Ud over tøjet havde jeg også taget nogle forskellige geler, barer m.m. med som jeg ville teste i varmen. Her var det Bloks fra Cliff Shot som gjorde det største indtryk på mig.

Bloks er en slags vingummi hvor der er 6 stk. i en pakke (33cal/blok). Fordelen ved Bloks er at de kan fordeles ud over længere tid, så man får et mere jævnt flow af kalorier i stedet for et enkelt boost af energi. De er heller ikke så fedtede som geler kan blive og hvis pakken går i stykker, så er alt ikke smurt ind i klistret gel. Jeg overvejer helt at droppe gelerne i Sahara og i hvert fald kun at have 1-2 med pr. dag.

Jeg havde også taget nogle energibar og recoverybar med (også fra Cliff Shot) og begge fungerede fint i varmen. Jeg lod dem ligge et par dage i rygsækken så jeg fandt ud af hvordan de blev i konsistensen i varmen og det var ikke noget problem.

Alt i alt var det en super tur der både gav mig nogle fantastiske oplevelser og nogle gode erfaringer.
Jeg føler at træningen har givet mig den nødvendige styrke til Nordvest100, så nu skal jeg bare tabe et par kilo og sørge for at benene bliver 100% klar til den 18. august ;0D

Sahara Test I - 5x20km

Så er min første test i forberedelserne til mit 250 km løb gennem Sahara gennemført!

Formålet med testen var primært at teste om mine led og sener var blevet stærke nok og samtidigt også at få noget erfaring med at løbe langt flere dage i træk.

Søndag startede jeg med at testløbe ruten til Nordvest100 - en 25 km rute der byder på 560 hårde højdemeter! Det var måske ikke ligefrem den blødeste start på testen og mine ben var også godt brugt næste morgen.

Mandag aften var det ud ad døren igen og jeg fandt hurtigt et godt stabilt pace ved puls 150. Tirsdag morgen var mine ben overraskende godt restitueret og jeg valgte derfor at gentage successen og løbe med puls 150 tirsdag.

Skotsk Højlandskvæg i Vestskoven

Onsdag valgte jeg at give den lidt mere gas og løbe med puls 160. Det gav kun ganske lidt på hastigheden, men det føltes væsentligt hårdere.

Hele ugen havde jeg løbet i mine Roclite 295 i hestesporerne i Vestskoven for at simulere underlaget i Sahara og det fungerede super godt! Skoene er en rendyrket trailsko med et suverænt greb i stort set alle underlag og en god bred toebox. Jeg har købt mine store nok til at der kan ligge to såler i, så når fødderne begynder at hæve i varmen kan jeg ta' en sål ud.

Nathan HPL 20

Som væskesystem brugte jeg en Nathan HPL20, som er en ultralet og meget behagelig løbevest med en 2L væskeblære. Det er efter min opfattelse uden tvivl den bedste løsning på markedet til længere ture hvor der primært skal medbringes vand, kulhydrater, nødtæppe, pandelampe og andre småting.

Under alle løbene kiggede jeg ikke på min hastighed, men kun på puls og TE (training effect), og ikke mindst så lyttede jeg til min krop!





Hvad fik jeg så ud af testen?

- For det første fandt jeg ud af, at jeg med puls 150 (TE 3) yder optimalt og samtidigt kan jeg nå at restituere til næste dag.

- Roclite 295 er skoen jeg bruger til Nordvest100 og Sahara!

- Min Nathan HPL20 er perfekt til Nordvest!


Næste Sahara test har jeg lagt til september og der står den på 5x30 km.

Ja, så er det jo også lige et "lille" løb til august......

Det Hvide Spor

Supet fedt single track ved Hvalsø syd for Roskilde.

Sporet har over 415 højdemeter og det er absolut værd at køre efter!

Jeg løb sporet i forbindelse med Salomon Trail Tour og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg ligger vejen forbi Hvalsø.

Sporet er markeret med hvide prikker på træerne og røde pæle.

Særligt den del af sporet der ligger syd for Vestre Sanatorievej byder på en del højdemeter og jeg skal absolut bruge Det Hvide Spor i min træning til Nord Vest 100 km.

Selve sporet er oprindeligt lavet som MTB-spor og det byder på en del ujævnhedder og stubbe.

Jeg vil absolut anbefale at man løber i et par gode trailsko så man har ordenligt greb på bakkerne og optimal fornemmelse af underlaget.

Med et par almindelige løbesko vil risikoen for at vride om eller miste grebet og falde være alt for høj, m en det kan naturligvis lade sig gøre. Der var en gut som løb i sandaler på Trail Touren!

Jeg løb selv med inov-8 Roclite 295 og de klarede jobbet strålende!

Tryk her for at se og hente sporet til din GPS og her for at hente kort fra naturstyrelsen.

Trail Tracks er i luften!

Hey!

Så er Trail Tracks i luften ;0)

Det er min tanke med Trail Tracks, at lave en blog for alle der er interesseret i trail running, ultra løb og ikke mindst for grej!

Idéen opstod da jeg ikke selv kunne finde en hjemmeside/blog med link til gode singletracks. Der findes flere hjemmesider med MTB-spor, men ikke nogen med fokus på trail running.

Jeg træner selv til NordVest100km og Sahara Race 2012 og jeg har i den forbindelse brugt en del tid på research om træning og grej.

Der findes rigtig mange kompetente løbere og endnu flere meninger og holdninger til hvordan man bør træne og hvilket grej der er det bedste. Det kunne derfor være fedt hvis Trail Tracks blev mødestedet for trail runners i DK!

Ja ambitionerne fejler ikke noget, nu skal bloggen bare bygges op i

• blog
• grej
• tracks

Kom endelig med input og idéer.

Vi sez!