Første ultraløb!

Lørdag d.18/8 skulle jeg have løbet mit første 100 km løb, men sådan gik det ikke. Alligevel blev det en lørdag jeg nok aldrig glemmer!

Mandag aften havde jeg fået de sidste detaljer på plads og følte mig klar til Nordvest100 om lørdagen. Jeg sov uroligt om natten og var super spændt på løbet.

Tirsdag formiddag modtog jeg en mail fra arrangørerne af Nordvest100.
Løbet var aflyst!
Først troede jeg det var en dårlig joke, men pga. alvorlig sygdom og dødsfald i nærmeste familie havde de to arrangører valgt at aflyse løbet.

Den første tanke der strøg gennem mit hoved var: Hvad nu? Der skal ske et eller andet ud over det normale på lørdag!

På hjemmebane i Vestskoven!

Efter jeg første gang havde hørt om Annette Fredskovs projekt (366 marathon på 365 dage) gennem Jacob (fysium), havde jeg en idé om at jeg ville løbe et marathon sammen med Annette. Derfor var jeg med det samme inde og se hvor hun skulle løbe og da det viste sig at hun skulle løbe Vestegnsmarathon med start i Ishøj, begyndte en plan at gro i mit hoved.

Hvis jeg nu løb til Ishøj, løb Vestegnsmarathon og løb retur, så måtte det da give mig nogle kilometer i benene. 80 km for at være helt præcis!

Lørdag morgen stod jeg op kl.04:00 og spiste en skål müsli, hvorefter jeg hoppede i seng igen. Klokken 06:00 stod jeg op og spiste en klapsammen med nutella og kravlede i tøjet.

Kvart i syv satte jeg kursen mod Ishøj og mod min forventning begyndte det at regne. De havde da lovet sol og varme - den kom senere!

Turen til Ishøj gik fint i et stille og roligt tempo gennem Vestskoven, Albertslund og Vallensbæk. Efter en kort briefing gik starten på Vestegnsmarathon. Jeg havde tilmeldt mig 4:30 gruppen, så jeg forventede ikke at tempoet ville blive noget problem under løbet. Så kunne jeg altid sætte tempoet ned når jeg skulle hjem.

4:30 gruppen fra Vestegnsmaratho

Anette Fredskov løb også i denne gruppe og selv om gruppen fra starten lagde ud i et højere tempo end planlagt, fulgte Annette ubesværet med. Helt vildt imponerende!

Det var et social marathon og vi var kun omkring 20 deltagere fordelt på to grupper. Jeg lærte nogle nye rare mennesker at kende og fælles for alle var at de delte en brændende passion for at løbe marathon. Mange marathon!

På et tidspunkt løb jeg og talte med Annette og jeg fik vist spurgt hende om ikke hun synes tempoet var lidt højt. Jeg var helt vildt imponeret over hvordan hun kunne holde det tempo når hun havde løbet et marathon hver dag de foregående 35 dage. Det var Annette vist også selv lidt overrasket ovcr ;0D

Da jeg fortalte Annette om mit lille projekt blev vi enige om at at vi jo kunne følges ad for tempoet i gruppen var for højt til os begge. Vi havde et rigtig hyggeligt løb og det var super spændende at tale med Annette om alt lige fra hendes projekt, til hendes tanker om løb og livet i det hele taget - meget inspirerende!

Annette og jeg i mål efter hhv. 42,2 og 60, km

Omkring de 50 km måtte jeg ned at gå nogle gange og jeg må indrømme at jeg havde lidt af en krise de sidste 10 km inden vi løb i mål. Jeg vidste at Bine og ungerne ville tage imod mig ved målstregen i Ishøj og tanken om at stoppe ved de 60 km var tillokkende. Det ville dog være noget af et nederlag og jeg var egenligt godt løbende.

Ved målstregen stod Bine og ungerne klar med balloner, flag og vandgeværer og selvom jeg slet ikke var færdig med mit løb, fik jeg noget af en klump i halsen. Det gav mig et kæmpe energiboost og jeg fik med det samme lyst til at fortsætte og løbe de sidste 20 km.


De andre deltagere fra Vestengsmarathon var samlet for at slutte løbet ordenligt af og jeg gik med op og fik fyldt depoterne op inden jeg skulle afsted igen.

Læs Anettes blog fra løbet her.

Da jeg skulle løbe hjem "murede" jeg mig inde i min egen lille verden af løb og musik, og turen gik faktisk overraskende godt. Sjovt som kroppen indstiller sig på at gøre det hovedet siger. Havde jeg indstillet mig på at løbe en træningstur på 30 km, så havde jeg været træt efter de 30 km, men fordi jeg mentalt var indstillet på at løbe 80 km, så gik kilometerne relativt hurtigt.

Da jeg kom i mål efter 9 timer og 24 minutter var mine ben naturligvis rigtig trætte, men fordi jeg havde tilladt mig selv at gå når jeg havde brug for det, følte jeg faktisk at jeg havde det ok. Musklerne var rigtig trætte, men led, sener og fødder havde det fint.

I mål efter 80 km!

På turen havde jeg medbragt 4 pk. Bloks, 2 stk. gel, 2 stk. energi/müslibar og 20 stk. saltsticks.
Jeg spiste 3 pk. Bloks, 1 1/2 müslibar og alle 20 saltsticks. Jeg tog også en gel, men det var mest for at se hvad maven sagde til det efter at have været i gang så længe. Under marathonløbet var der depoter hvor jeg også nappede lidt slik, bananer, rosiner m.m.

Det var super fedt at få prøvet kræfter med en så lang distance og det har helt sikkert givet en masse selvtillid inden Sahara!